Kære kollegaer
Så nærmer vi os uge 7 og vinterferie for en del af jeres vedkommende.
Møde med Efterskoleforeningen Det har længe været et ønske hos direktionen at få dialog med Efterskoleforeningen, da et stigende antal unge københavnere tager 10. klasse på en efterskole. Det er en væsentlig udskrivning for kommunen og af overgangsdata kan man se, at der ikke kommer mange erhvervsskoleelever ud af forløbene.
Vi har derfor haft et møde med vicedirektør Helene Valgren, der er et kendt ansigt i vejlederkredse og Kirsten, som er teamleder i Foreningen. Kommunen præsenterede de forskellige vejledningsindsatser vi har, og som er særlige for KK. Efterskoleforeningen præsenterede deres forskellige tiltag og faste aktiviteter for efterskolevejlederne, som bl.a. omfatter en årlig vejlederkonference, som er meget søgt og besøgt. Alle nye efterskolelærere kommer på et fem-dages vejlederkursus. Efterskoleforeningen understøtter lokale geografiske vejledernetværk, så der løbende er mulighed for at drøfte vejledning med ligesindede.
Helene forsikrede, at der er respekt om faget og fagligheden og løbende arbejdes på at få vejledningsperspektivet ind i undervisningen.
I 10. klasse arbejdes der på at lave en ny type opgave: Innovation- og Brobygningsopgave (IBO), som skal laves i samarbejde med lokale virksomheder og erhvervsskoler. Endelig er Foreningen i gang med at se på en ny 10. klasse-model, som skal have mere praksisfaglighed ind i undervisningen.
Inspireret af en lokal indsats i Næstved, hvor ungdomsuddannelserne et par år holdt åbent hus nogle timer en lørdag i januar for efterskoleelever, foreslog vi, om det er muligt at lave en national besøgslørdag på erhvervsuddannelser/ungdomsuddannelser. Det vil Efterskoleforeningen gerne støtte op om, men det kræver en aftale med Erhvervsskolerne, hvilket jeg vil forfølge.
Jura i forbindelse med tværfaglig support og PPR
Informationen til skolelederne om deling af personoplysninger (Ugepakken uge 2 2024) er ikke nået ud til alle. Jeg har derfor skrevet til de faglige chefer, så de også er informeret. I kan finde samme information i KORT & GODT uge 2 2024.
Jeg vil anbefale, at I selv opbevarer skrivelsen og henviser til den, når og hvis I møder medarbejdere i jeres samarbejde på de kommunale skoler, som ikke er kendte med indholdet.
Det er et langt og sejt træk at få ændret dette, men aflæring af gammelt tager ofte længere tid end indlæring af nyt. De to ”læringsformer” modarbejder ofte hinanden og konkurrerer om opmærksomheden.
Fravær på de københavnske skoler
Vores borgmester fokuserer på de unges fremmøde – det gør han af flere årsager: Kommer man ikke i skole, mister man den undervisning, der er planlagt for og til én; kommer man ikke i skole, går man glip af det sociale liv og sammenhold, som en klasse og skole er, og endelig så kan begyndende mistrivsel, hvis det er årsag til fravær, forstærkes, når/hvis man trækker sig fra fællesskabet.
Det er ikke et nemt opgør, da det er forskelligt fra skole til skole og bydel til bydel, hvad der er årsag til fravær, og hvor stort det er.
Set fra UU København’s synspunkt, så er det et vigtigt fokus, da fravær formodentlig også bliver et parameter i forhold til, hvilke unge, der skal have en styrket skole- og vejledningsindsats
Københavns UngeIndsats - direktørmøde
Det der tidligere hed Driftsejere, som nu hedder KUI-chefer, har været til møde med de tre fagdirektører fra BIF, SOF og BUF.
Primært var vi med på mødet for at gennemgå- og gøre status på det nye kommissorium for Københavns UngeIndsats, men mødet affødte (igen) en drøftelse af målgruppen, og der er en opfattelse hos nogle/enkelte af, at der er direkte sammenhæng mellem ”Unge uden job og uddannelse” og unge i KUI. Det er der ikke, men sådanne misforståelser kan få lov at florere.
Så det er forsat en vigtig opgave at få beskrevet, hvorledes København løser de opgaver, der er beskrevet i Lov om kommunal indsats for unge under 25 år, og i hvilke regi de løses.
Udenlandske uddannelser
Nogle af jer bliver tilsyneladende kontaktet af udenlandske statsborgere, der ønsker at få deres eller andres uddannelser sammenlignet med de danske.
Da der er tale om videregående uddannelser, som ikke er blandt vores opgaver, og et link, som jævnligt kræver opdatering, kommer henvisningen ikke på vores hjemmeside.
Tilbud til unge i begyndende mistrivsel. Ung på Vej!
Indsatsen i SUF, der startede sidste år, og som er for unge i udskoling (13-15 år), forsætter i 2024, hvor den meget gerne skal vise sit fulde potentiale, hvilket kan give mulighed for at blive forlænget/permanent.
Læs mere om tilbuddet, hvor der også er henvisningsmulighed. Husk at UU-vejledere på grundskolerne kan henvise.
Tilbage er der at ønske alle en rigtig god weekend og god ferie til dem, der holder fri i uge 7.
Mvh Peter
|