Mission: Vi vejleder og udfordrer unge københavnere til valg af uddannelse.
Vision: Med høj faglighed, samarbejde og gode overgange skaber vi muligheder for, at de unge udvikler deres fulde potentiale.

Uge 21 - 26. maj 2023

 
Kære kollegaer
 
Uge 21 - solskin, en regnvejrsdag, varmegrader, fuglesang og meget mere der i den grad sender signaler om sommer. Jeg håber, at I nyder det.  
 
Referatmøde
Børne- og Ungdomsudvalget afholdt møde onsdag i sidste uge (17/5). Den sag, der var mest spænding om, var den forventede budgetoverskridelse i indeværende år. Den er stor.
Det skyldes ikke dårlig budgetlægning eller økonomistyring, men at der er flere, som bruger kommunens tilbud (institutioner, skoler og klubber) - det koster. Andre steder udnyttes kapaciteten ikke helt, så der er tomme pladser - det koster. Byen tiltrækker udenlandsk arbejdskraft, det medfører flere modtageklasser til deres børn – det koster og så er der specialområdet, som også belaster økonomien.
Forvaltningen fremlagde nogle af de spareforslag, som udvalget tidligere havde forkastet. Dette gentog sig, og i stedet er der enighed om, at alle skal spare 0,75% af deres ramme. Herved imødekommes omkring halvdelen af den forventede budgetoverskridelse. Der er en forventning om, at det kan rette sig op i løbet af resten af året.
Jeg har været i dialog med Tue og Thomas fra Fælles Administrationen, og vi kan godt nå at justere vores budget i år, uden at det får store konsekvenser, men det bliver strammere end først planlagt.
En anden sag på udvalgsmødet var mål for søgning til ungdomsuddannelser, særligt EUD. Udvalget fastholdt målet med 20% til EUD, velvidende, at det er svært i København.
Trivselsundersøgelsen var også på dagsordenen. Der er generelt høj trivsel i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Det bidraget UU København væsentligt til – vi trækker godt i den rigtige retning, men som direktør Tobias Børner Stax sagde, så er der udsving, som det bliver ”spændende at se nærmere på”.
Udvalget tog TU 2023 til efterretning.  
 
UnoUng
Som I er bekendte med, så arbejdes der med ny aftale med udbyderen af UnoUng. Det trækker lidt i langdrag, så det har været nødvendigt at forlænge nuværende aftale. Det er heldigvis problemfrit.  
 
UU Højskole på Krogerup 3. og 4. oktober
Inspireret af Forstander Rasmus Meyers gode oplæg på sidste UU-møde og et ønske om, at vi sammen får gode faglige og sociale oplevelser, er jeres AMO i gang med at arrangere et lille højskoleophold for alle.
Det bliver på Rasmus’ højskole i Humlebæk, og blandt andre vil I møde Rasmus og nogle af underviserne. Der arbejdes på et spændende og vedkommende program. Og det bliver ikke fyldt med PPP eller gule post it-lapper 😊
Vi skal bo på en højskole med dobbeltværelser, så vi må se på, hvordan vi kan få det til at hænge sammen med sovepladser. Der er fuld respekt for, at nogle af os, af hensyn til omgivelser eller andet, kan have behov for at sove i enerum (f.eks. snorken) – og det vil vi se, om vi kan imødekomme inden for højskolens rammer eller måske ved hjælp af et nærliggende hotel.
Af hensyn til planlægning og dermed også økonomi, vil vi gerne vide, hvor mange af jer der har behov for et eneværelse og/eller foretrækker at tage hjem for at overnatte. Hvis det gælder dig, så skriv til Peter (cd7s@kk.dk).
Vi ser på muligheden for at arrangere fælles bustransport til og fra Krogerup Højskole.
Vi glæder os til et godt og indholdsrigt døgn sammen til efteråret.  
EUK/KL-møde
Der har været afholdt to møder i dette regi, de sidste uger.
Et i rådgivningsgruppen og et blandt UU/KUI-ledere i Region H.
Der er stor interesse for Reformkommissionens anbefalinger og ophævelse af parathedsvurderingen – hvad skal der sættes i stedet og hvordan får vi en god og sikker indikation af de unge med behov for særlig hjælp, støtte og uddannelsesvejledning. Som altid er der gang i lokale møder og drøftelser – det er der også i KK, men KL er meget optaget af, at der, med respekt for det kommunale selvstyre, også meldes nogle retningslinjer ud nationalt. Det er vigtigt, at det ikke kommer til at stritte i alle retninger, som f.eks. organiseringen af KUI, der gør det svært, at samarbejde og sammenligne indsatser. KL oplever at Undervisningsministeren er optaget af uddannelsesvejledning – det er positivt.
KL presser godt på for at få en overgangsbekendtgørelse, så kommende unge i 8. klasse ikke skal parathedsvurderes efter en lov som ophører.
Fra KL/EUK udtrykkes taknemmelighed for den hjælp, de får fra de respektive kommuner, når de sender materiale ud til høring mm. – ofte med kort varsel. KL fik et væsentligt aftryk i forhold til den nye STU-aftale, og det var ikke sket uden inspiration og tilbagemeldinger fra aktørerne, bl.a. herfra.
Vi har også bedt KL/EUK om at interessere sig for de kommunale mellemregninger og udligninger der er gældende på STU-området, når unge bor i en kommune, men er borgere i en anden. En klar udmelding fra KL vil være til gavn for alle.
KL/EUK har også sat sig for at se på mulighederne for at skabe en ”uddannelsesvejlednings-alliance” mellem de respektive enheder og foreninger, som repræsenterer området – det er et godt og spændende initiativ.  
 
Reformkommissionen udspil 3
Så kom sidste udspil fra kommissionen. Jeg har ikke været det grundigt igennem, men også her er der talt om indsatser for de mest udsatte borgere - positivt. Der lægges op til et større kommunalt ansvar, men det er især beskæftigelses- og socialindsatserne, der skal intensiveres, skal bringes tættere sammen og arbejde mere koordineret.
Kommissionen anbefaler, at målgruppe for KUI udvidet til det 30. år – det kan få indflydelse for os og vores arbejde, og så anbefaler kommissionen, at unge får garanti for, at kommunerne hjælper og støtter alle unge, så længe der er behov herfor.
Også disse anbefalinger skal igennem det politiske arbejde, så vi må vente i spænding, før vi ved, hvad det ender med.  
 
UU-møde 6. juni
I har invitationen i kalenderen – her kommer lidt om programmet.
Da TEC lægger lokaler til, får de også den første time fra kl.13.00-13.50 til at præsentere deres mange uddannelser og tilbud samt indgå i dialog med os om, hvordan vi kan arbejde sammen om de unge. 
Derefter får vi besøg af professor i økonomi Birthe Larsen, som forsker og underviser i ulighed. Birthe Larsen er meget optaget af ”dem, der klarer sig dårligst i samfundet”. Birthe taler ud fra massiv viden, om hvilke store forskelle uddannelse og beskæftigelse gør – og uddannelse har stor betydning for at komme i beskæftigelse. Derfor er et af Birthes forskningsområder uddannelse og uddannelsesvalg.
Vi planlægger som sidst med oplæg, hvor der må spørges undervejs, så en pause, hvorefter der er yderligere mulighed for dialog med Birthe.
Birthe modtog i 2021 prisen som årets vidensformidler, så glæd jer til et godt, nærværende og ikke mindst vigtigt oplæg.  
 
Hjælp til data og inspiration til PhD-studerende fra Grækenland
Vi har modtaget en forespørgsel fra en græsk forsker, som søger inspiration i Danmark, hvad angår bæredygtige indsatser og nye samarbejdsformer for at opnå beskæftigelse hos udsatte unge.
Dimitris Manoukas, som han hedder, har allerede haft dialog med forskellige ungeaktører, men mangler konkret indsigt i praksis med KUI (kommunale ungeindsatser) og gerne i kædeansvaret, altså bl.a. samspil med ungdomsuddannelserne m.fl.
Jeg forsøger også at få en kollega fra FAC til at stille op.
I første omgang er der tale om et on-line-møde, så det er formodentlig kun et spørgsmål om et par timer.
Skriv til mig, senest 2/6, kl. 12.00, hvis du har tid, lyst og vil bidrage med din viden og erfaringer.  
 
Det blev et længere skriv, men KORT & GODT har også holdt pause, og så har det hobet sig op.
 
Jeg vil ønsker jer alle en rigtig god forlænget weekend.
  
Mange venlige hilsner  
Peter
 

Ny erhvervspraktikformular er i luften!!!!

Hen på eftermiddagen i dag vil den nye erhvervspraktikformular være i luften. Formularen er ændret for både selvskaffere og ansøgninger til Team Praktik. Vi håber, at I og ikke mindst de unge vil tage godt imod den. I kan orientere jer i Unoung under praktikfanen og på hjemmesiden her. Der er udarbejdet vejledningsguide, som forhåbentlig vil hjælpe de unge godt igennem. I må endelig kontakte os, hvis der opstår spørgsmål undervejs. Al begyndelse kan være svær, men som Pippi Langstrømpe siger: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg sikkert”.
 

Europæisk vejlederbesøg

UU København var vært i to dage ifm. et europæisk vejlederbesøg.
Læs om besøget
 

Bekymrende skolefravær

Lidt tilbagemeldinger fra det interessante inspirationsmøde 9. maj 2023 samt tre af oplægsholders oplæg.
Læs tilbagemeldingerne
Pia Robinsons oplæg
Anja Hvidberg Olsens oplæg
Dan Schønewald Rasmussens oplæg
 

"Vejlederen" maj/juni 2023 er kommet

Magasinet Vejlederen maj/juni er kommet!
Bladet kan hentes i kopirummet på 1. sal.
 

To interessante podcasts

Genstart på DR har lavet to podcast, der omhandler vores fagområde.
 
Den ene podcast hedder "Ikke for specielle børn" og handler om børn  i grundskolen.
Den anden hedder "Ung og udenfor" og handler de unge der er udenfor uddannelsessystemet.
 
God lyttelyst, Lillian Holgersen
Podcasten - "Ikke for specielle børn"
Podcasten - "Ung og udenfor"
 
 

Kalender

 
Sommerfest
2. juni 2023 kl. 14.00 - Se invitation
 
UU-møde
6. juni 2023 kl. 13.00 - 16.00
 
MED-møde
16. juni. januar 2023 kl. 12.00 - 14.00 
 
MED-café
16. juni 2023 kl. 14.01
 
MED-møde
11. august 2023 kl. 12.00 - 14.00 
 
MED-café
11. august 2023 kl. 14.01
 
DHL-stafet
30. august 2023 fra kl. 18 - ?
 
Læsesalon
6. september 2023 kl. 16.30 - 18.30 - Se invitation
 
UU-møde
26. september 2023 kl. 13.00 - 16.00
 
Med-møde
3. november 2023 kl. 12.00 - 14.00
 
MED-café
3. november 2023 kl. 14.01
 
Julefrokost
1. december kl. 14.00
 
UU-møde
5. december kl. 13.00 - 16.00
 
MED-møde
15. december 2023 kl. 12.00 - 14.00 
 
MED-café
15. december 2023 kl. 14.01
 
Vi hører meget gerne fra dig, hvis du vil dele en information med dine kollegaer via KORT & GODT. Send en mail på uukortoggodt@buf.kk.dk til redaktionen, hvis du har noget på hjerte. 
Deadline er onsdag klokken 12.
Footer