Kære kollegaer
Krogerup
Det må være denne uges hovedhistorie.
På vegne af afgående og tiltrædende AMO samt Robert og Henrik Bov skal der lyde en tak til alle for deltagelse og engagement. Det er vores klare fornemmelse, at alle havde et godt, interessant og givende højskoleophold.
Oplæg fra Rasmus Meyer satte rammen og fik os godt i gang, på en inddragende og medvirkende måde.
Nogle af de pointer jeg tog med var, at vi skal ”spørge med de unge”. Tanker om og erkendelsen af at vi skal dø, fordrer at vi bruger livet. Vi skal lytte mere til de begejstrede og ikke til de fornærmede og sure, som ofte får for meget plads i hverdagen og debatter.
Rasmus Meyer henviste i sit oplæg til fire bøger, som I kan se nedenfor:
Birgitte Possing "Uden omsvøb - Et portræt af Bodil Koch" (2007)
Hal Koch "Hvad er demokrati?" (1945 - genudgivet 2023)
Hans Røpke og Ole Wivel "Martin A. Hansen og skolen" (1968 - genudgivet 2017)
Viktor E. Frankl "Psykologi og eksistens" (1946 - dansk udgave 1993)
Derudover bød dagene på interessante og inddragende oplæg og WS – i alt fald der hvor jeg var og set fra min vinkel. Jeg håber, at I havde tilsvarende oplevelser.
Trist at vores Minister ikke mødte op, men med tema og emner i Statsministerens åbningstale og efterfølgende debatter og presse, så er det forståeligt, at Mattias Tesfaye måtte prioritere anderledes. Jeg vil se, om det er muligt at få ham forbi snarest, så vi kan tale uddannelsesvejledning med ham, men det bliver nok svært.
|