Kære kollegaer
Så er vi gennem den sidste uge i marts, og så fik vi april-vejr. Det var første kvartal af 2023. Det går hurtigt.
UU-møde
Dejligt at vi var samlet, så stor en skare, som vi var i tirsdags. Dels til et godt oplæg fra Niels Brock om deres uddannelser, dels til et oplæg af forstander Rasmus Meyer fra Krogerup Højskole. Det var et meget spændende oplæg om unge og samfund i dag, og med et bud eller flere på, hvad der er årsagerne til det, vi oplever. Et meget aktuelt og vigtigt emne, hvilket også var tydeligt til den efterfølgende drøftelse, hvor spørgelysten var stor, og hvor mange af oplevelserne fra egne rækker gjorde klart, at det er et relevant og nærværende emne.
Parathedsvurdering
Det var i sidste uge, at Ministeren bekendtgjorde, at det skal være slut med parathedsvurdering, som vi har kendt den de seneste år. Der har været talt og skrevet en del om siden. Jeg håber, at vi sammen kan blive lidt klogere efter påske, hvor Børne- og Undervisningsministeren vil drøfte dette i Folketinget.
Netværksmøde om Lærepladsindsatsen i BIF
En lille delegation fra UU København var til møde i BIF, hvor de forskellige aktører i Helhedsplanerne m.fl. samlede op på de erfaringer, der er gjort hidtil i projektet. Som det ofte er med nye indsatser, så tager det tid, før der bliver lavet en god organisering og oprettet de rigtige kontakter, men der er unge, som gennem indsatsen har fået en læreplads i 2022, og det tyder på, at det bliver intensiveret i år, hvilket er meget positivt.
Som noget nyt oprettes en ny indsats, som skal hjælpe unge med funktionsnedsættelser i eller på vej i erhvervsuddannelse i forhold til hjælpemidler og mentorer.
I den forbindelse tager vi en dialog med BIF, da UU gennem samarbejdet med skolerne er vidende om unge, som har fået støtte i grundskolen – måske kan det sikre, at indsatsen finder frem til alle unge med behov, og at støtten er på plads allerede fra studiestart.
På mødet blev det fremhævet fra Helhedsplanernes side, at den nye UU-indsats i Helhedsplanerne har stor værdi for samarbejdet. Det er dejligt at høre, og det er dejligt at det bliver nævnt på et samarbejdsmøde.
Endelig har jeg tilbage at ønske alle en rigtig god weekend, og efterfølgende påske og dermed påskeferie.
Mvh
Peter
|