Mission: Vi vejleder og udfordrer unge københavnere til valg af uddannelse.
Vision: Med høj faglighed, samarbejde og gode overgange skaber vi muligheder for, at de unge udvikler deres fulde potentiale.

Uge 46 - 18. november 2022

 
Kære kollegaer
 
Så faldt temperaturen - nu svarer den bedre til det, som kalenderen viser. 
Det har også sin charme, dog er det tydeligt at mærke, at temperaturen er nedjusteret rundt omkring, der hvor vi færdes – det kræver en ekstra trøje mm.
Og så får blæsten de sidste blade til at falde fra træerne. I få lige et ”efterårsbillede” fra pladsen en morgen her i ugen. 
Ny kollega
I tirsdags startede Rikke Gry Petersen i Team Praktik. Tag godt imod Rikke, når I møder hende i Korsgade eller andre steder, hvor vi færdes.  
 
”Opstarts-arrangement” for ny vejledningsindsats i Helhedsplanerne
I onsdags var der et arrangement i Korsgade, hvor medarbejdere fra Helhedsplanerne var inviteret for at bliver præsenteret for de medarbejdere fra UU København, som fremover skal arbejde som uddannelsesvejledere i Helhedsplanerne, og dermed være tætte samarbejdspartnere med Helhedsplanerne.
Charlotte præsenterede organiseringen, og dermed hvilke UU-vejledere, der skal være i de respektive Helhedsplaner, og hvorledes vi lægger ud med indsatsen i forhold til vejledningstilgang og indsatser.
Mange var mødt op, og alle ser frem til at komme i gang – meget positivt. Her kan I se, hvordan insatsen er organiseret.
 
Hotel- og Restaurantskolen 100 år
I tirsdags markerede skolen, at det er 100 år siden, den startede. Der blev afholdt et arrangement for samarbejdspartnere og personale, hvor to forskere holdt oplæg om de seneste 100 år med afsæt i skolens udvikling, råvarer der har været anvendt til madlavning i perioden, udklip, gamle lærebøger, spisekort fra restauranter i København mm. Hotel- og Restaurantskolen har meget få arkivalier, men det lykkedes at få nogle gode præsentationer frem.
Desuden var lærere (og tidligere elever) på scenen for at fortælle deres historier med afsæt i deres tid på skolen, deres virke i restaurationsbranchen, undervisningen og eleverne siden 70’erne og til i dag.
Referatmøde
Onsdag var der møde i Børne- og Ungdomsudvalget.
De dagsordenspunkter fra mødet, som berører os – mere eller mindre – er, at alle er påvirket af inflation og stigende energipriser. Det rammer BUF hårdt, da der er mange bygninger og m2, som skal varmes op og oplyses i den mørke periode. Det genererer et underskud, som skal finansieres, hvilket vil medføre besparelser/effektiviseringer senere. Hvor alvorligt det ender med at blive, er svært at sige på nuværende tidspunkt, hvor energipriserne har stabiliseret sig, men stadig er over niveau fra 2021, hvor budget 2022 blev lagt og besluttet.
Og igen i år udfordrer specialområdet budgettet, men det er desværre mere en regel end en undtagelse, særligt for de børn, unge og deres forældre, der har behov for særlig hjælp og støtte.
En anden sag, som vil påvirke os på sigt, er to nye skoler:  En på Godsbaneterrænet og en i Sydhavnen. Hvorvidt disse bliver en del af eksisterende skoler eller selvstændige skoler fylder meget blandt beboerne, og dermed politikerne, men det har ikke så meget at gøre  med den uddannelsesvejledning, der skal leveres. Men vi må forsat imødese, at der bliver flere børn og enheder, vi skal betjene og servicere.
Endelig var der en interessant drøftelse, rejst af et udvalgsmedlem, så vidt jeg forstod, nemlig om det er muligt at gøre starten på skoledagen mere fleksibel, så der kan tages hensyn til såkaldte B-mennesker.
Det bliver spændende at følge. Det er jo en drøftelse, der jævnligt dukker op i forskellige sammenhænge.  
 
Og så går vi snart på weekend, hvor det er muligt for både A- og B-mennesker selv at vælge tidspunkt for at stå op og starte dagen, og dermed have frihed til at følge ”det indre ur". 
 
Med disse ord: God weekend til alle.
 
Mvh,
Peter
 

Info fra FORSVARETS REKRUTTERING

 Kravet til de unge er stadig nedenstående:
- Eleven skal kunne tale dansk
- Eleven skal kunne deltage aktivt
- Eleven skal kunne deltage i de 5 dage uden støtteperson  
 
Der har desværre været flere elever, der glemmer at erhvervspraktikken er 5 dage. De unge må prioritere om det er erhvervspraktik eller klassefest/udtagelse/kamp.   Der er p.t. lidt over 600 elever på ventelisten. De vil sikkert give deres højre arm for én af de pladser. Der er højst sandsynlig ingen af de 600, der får en plads på denne side af jul.  
Det hjælper ikke, at få forældrene til at ringe til Forsvaret – der kan ikke trylles ekstra pladser frem.
 

Husk på Ole!

Som tidligere annonceret, fejrer vi den 1. december vores gode kollega Ole Wenkens, der har intet mindre end 50 års jubilæum. Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, så er det sidste chance i dag. 
Se invitationen
 

Info fra Inklusionsgruppen

I forrige nummer af KORT & GODT omtalte Peter Inspirationsmødet "EN AF OS" den 31. oktober. Ved mødet lovede Inklusionsgruppen at sende jer de PP, som vi har modtaget fra oplægsholderne, samt kontaktoplysningerne til En AF OS. Nedenstående er, hvad vi har modtaget. Alle tre oplægsholdere/ ambassadører (Maria, Marie og Maria) havde en rigtig god oplevelse med at dele deres historie og svare på spørgsmål fra os UU-vejledere.  
Den ene oplægsholder Maria henviste også til sin podcast.  
Hvis I ønsker at booke oplæg eller undervisning med EN AF OS-ambassadører, kan konsulenten kontaktes: Maria Rørdam, 20 54 93 42,   maria.roerdam@regionh.dk  
Kontaktoplysninger på PsykInfo kan bruges ift. faglig rådgivning, information mm. Se også pp ’Intro EN AF OS UU Kbh.K’  
Inklusionsgruppen (Jesper S, Jesper B, Hanne B, Pernille W og Maria K)  
PP nr. 1
PP nr. 2
 
 

Kalender

 
Julefrokost
9. december 2022 kl. 14 - Se invitation
 
UU-møde på KVUC
13. december 2022 kl. 13.00 - 16.00
 
MED-møde
16. december 2022 kl. 11.30 - 14.00
 
Vi hører meget gerne fra dig, hvis du vil dele en information med dine kollegaer via KORT & GODT. Send en mail på uukortoggodt@buf.kk.dk til Gitte og Camilla, hvis du har noget på hjerte. 
Deadline er onsdag klokken 12.
Vi hører meget gerne fra dig, hvis du vil dele en information med dine kollegaer via KORT & GODT. Send en mail på uukortoggodt@buf.kk.dk til Gitte og Camilla, hvis du har noget på hjerte. 
Deadline er onsdag klokken 12.
Footer