Kære kollegaer
Noget af informationen i denne uge er i den bureaukratiske, men nødvendige afdeling.
Inden jeg tager fat på det, kan jeg fortælle, at Fagligt Center har ansat en chef mere, og at vi/UU København (og Ungdomsskolen) kommer til at referere til denne chef.
Hun hedder Christina Haahr Bach og har været i KK/BUF/FAC en del år, hvor både Ulrick og jeg har arbejdet sammen med hende.
Vi har været glade for Inger, men Inger får andre opgaver. Vi ser frem til at byde Christina velkommen i vores faglige område, og vil invitere hende til Korsgade snarest i det nye år.
Dette er gældende fra 1/1 2023.
Beredskabsplan ved strømsvigt
Som følge af den ulykkelige situation i Ukraine er energi, og dermed el, blevet en knappere ressource end før.
Det kan betyde, at strømmen afbrydes. Enten varslet, for at sikre vigtig infrastruktur i forhold til energi, eller vi kan blive udsat for det uden varsel.
Skulle det sidste ske, skal I ikke bekymre jer om data. Alle systemer gemmer løbende, og der er gode back-up systemer i Københavns Kommune.
Det vigtigste, I kan og skal gøre med det samme, hvis I er i Korsgade, er at sikre jer, at der ikke er nogen, som sidder fast i elevatorerne. Er der det, skal I sørge for at holde kontakt med dem, mens der sørges for assistance, så de kan komme ud, eller der er strøm igen.
Jeg vil bede alle med eksterne arbejdspladser om at orientere jer om forholdene der, hvor I arbejder – flugtveje, og især markering af disse med nødbelysning mm.
Hvis I vil se de andre forholdsregler, udarbejdet af Arno, så klik her.
Alkohol- og rusmiddelpolitik
Kommunen har opdateret sin politik på området – forebyggelse er det vigtige sigte, og dette af hensyn til kerneopgave, medarbejdere, kollegaer og familie – rækkefølge vilkårlig.
Trivsels- og Stresspolitik
Ligeledes er politikken på dette område blevet efterset og opdateret – i alt fald for BUF.
Den opdaterede politik er meget handlingsorienteret, og læner sig meget op af Malene Friis Andersens anbefalinger både i forhold til forebyggelse og når stressramte skal tilbage på arbejde.
Husk, at vi skal hjælpe, støtte og passe på hinanden.
Målrettet UU-indsats for unge fra udsatte boligområder
Uden at vi har foretaget den store og grundige analyse, så er der klare indikationer på, at indsatsen har den ønskede effekt - at de unge i disse boligområder kommer godt videre i uddannelse eller tilbud efter 9. og 10. klasse, og at de bliver på den uddannelse/det tilbud, de kommer til.
Der har været tilfælde, hvor der har været behov for at skifte uddannelse/tilbud. Her har den løbende kontakt mellem ung og UU-vejleder gjort det nemt, og dermed hurtigt, at skifte.
Indsatsen har været fulgt af Nanna Als, som har skrevet speciale med afsæt i empiri fra den.
Nanna deltog på sidste møde i arbejdsgruppen, hvor hun fremlagde sine observationer og konklusioner. Nannas særlige fokus har været individuel vejledning af de unge, som er vurderet uddannelsesparate. Nanna har deltaget i møder med ung/forældre og UU-vejleder, i individuelle vejledningssamtaler, i gruppevejledning og i kollektiv vejledning.
Der er ikke tidligere lavet en undersøgelse af en sådan indsats. Meget kort, så er langt de fleste (tæt på alle) unge glade for og tilfredse med at få gode og grundige uddannelsesdrøftelser med en fagligt dygtig UU-vejleder – der har været enkelte unge, som var fuldstændig sikre i deres uddannelsesvalg, så de takkede nej til tilbuddet, hvilket også er en mulighed – tilbuddet er frivilligt.
Dertil kommer, at det har vist sig meget givende for forældre at være med til møder med deres børn og en professionel uddannelsesvejleder. Mange af forældrene har ikke stor viden om og kendskab til det danske ungdomsuddannelsessystem, men de markerer sjældent på forældremøder for at spørge ind til dette, hvorimod de gerne spørger, når de sidder til møder med deres barn, en lærer og en UU-vejleder. I undersøgelsen gør Nanna opmærksom på, at børnene tit hjælper forældrene ved at ”oversætte” uddannelser og uddannelsesbegreber for forældrene, hvilket er meget givende for alle parter.
Jeg ved, at der er dialog med Nanna om at deltage på et grundskolemøde for at dele sin viden med alle der.
Årets erhvervspraktikvirksomhed
Onsdag overrakte overborgmester Sophie Hæstorp Andersen to priser til virksomheder, som har været særligt engageret i at støtte op om kommunens indsats med at finde gode erhvervspraktikpladser og sørge for, at de unge får nogle gode og meningsfulde ophold.
Ud over særpriser modtog andre virksomheder og organisationer et diplom for deres indsats – overrakt af Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager, som var vært ved arrangementet, sammen med UU København.
Til arrangementet, som foregik i festsalen på Rådhuset, mødte vi også to EGU-elever: En tidligere elev, Nicklas, som nu er fastansat på Lions Kollegiet, hvor han blev uddannet, og Nathan, som er i gang med sin EGU, også på Lions Kollegiet. EGU-praktikker og -pladser, som er formidlet gennem UU København – godt gået!
Nicklas, Nathan og deres daglige leder Thomas blev interviewet af Roxie.
|