Mission: Vi vejleder og udfordrer unge københavnere til valg af uddannelse.
Vision: Med høj faglighed, samarbejde og gode overgange skaber vi muligheder for, at de unge udvikler deres fulde potentiale.

Uge 8 - 24. februar 2023

 
Kære kollegaer
 
Jeg håber, at I alle har haft en god uge 7, måske med ferie, lysfestival, fastelavnsboller, Valentinsdag mm.
Der har været fredeligt i Korsgade, hvilket har givet tid til bl.a. at se på evalueringer – det kan jeg så plage jer med nu😊
 
Unge i praksis
I sin tid startede UUDK et større projekt om sammenhængende vejledningsforløb til uddannelse og job. Det blev overtaget af EUK i KL, som har afsluttet projektet.
Fem UU-centre har gennemført forskellige vejledningsaktiviteter/forløb, som skal facilitere skoleelevers nysgerrighed, horisontudvidelse og mulighedsbevidsthed om uddannelse, job, fremtidsperspektiver og arbejdsliv. Ingen hemmelighed, at der er fokus på EUD.
I projektet har man (også) været optaget af, at vejledningsaktiviteter ikke står alene, men at de forberedes, gennemføres, efterbehandles, kommunikeres med forældre mm. Det er ikke noget nyt, at det gør dem mere effektive, og at sammenhæng til skolen er meget vigtig. I projektet har man haft særligt fokus på elever i 7. klasse, og de unges dialog med deres forældre har også været et vigtigt fokuspunkt. Størstedelen af de unge har gennem forløbet fået en mere positivt syn på erhvervsuddannelse, hvilket også gælder en del af forældrene.
Selvfølgelig er der lokale forhold, som skaber særlig muligheder, men det er altid godt at lade sig inspirere, så hvis dette har pirret jeres nysgerrighed, så kan I se mere på: 
 https://vejledningisammenhaeng.ungeipraksis.dk/  
 
Unge med kant – Hovedstaden
Jeg har henvist til evalueringen tidligere, men jeg har nu fået læst lidt mere, og det bekræfter kun den første hurtige konklusion, om at arbejdet med mennesker – særligt de mest udsatte - kræver insisterende vedholdenhed.
De unge, der er blevet interviewet i forbindelse med evalueringen, beskriver næsten alle, at de har oplevet ”sagsbehandlere” som løbende er skiftet ud – nærmest fra møde til møde, og at det har stor indflydelse på deres forløb og progression. Personlig kontakt og kontinuitet med fagprofessionelle har stor indflydelse på de unges tilgang til at ville forandring, og på at den vilje kan gribes og være med til at sikre forandring.
Det skal siges, at UU-vejlederen fremhæves flere gange, som en positiv gennemgående fagprofessionel, men der er heller ikke så stor personaleomsætning blandt uddannelsesvejledere, som blandt andre faggrupper.
Fællesskaber er også en vigtig faktor for de unge – i alle sammenhænge, og det taler for, at disse unge har positivt udbytte af gruppevejledningsforløb, hvilket vi også har konstateret i UUK i forbindelse med vores forløb i UMK+.
 
Besøg af Katrine Hassenkam fra BR/BUU
Katrine har, i forbindelse med en uddybning af den særlige indsats for unge fra Ukraine, været på besøg i UUK i efteråret.
På dette besøg viste Katrine også interesse for grundskolevejledningen, og Ulrick og jeg havde derfor inviteret Katrine på besøg, hvilket hun så aflagde i uge 7.
Katrine viste stor interesse for vejledningsområdet, spurgte meget ind til de forskellige forhold, havde god baggrundsviden, men hun var alligevel overrasket over opgavens kompleksitet og meget store omfang – antal skoler/enheder sat i forhold til antal vejledere.
I ”kommunen” er man ofte vant til kun at tænke på de kommunale skoler, når man taler om skolerne i København, men det er jo kun ”halvdelen af sandheden”, da der også er mange private skoler i kommunen.
Det er dejligt, når de folkevalgte prioriterer at besøge de områder og institutioner, de har ansvaret for. Katrine fortalte, at det er et vigtigt fokus i det nuværende udvalg at tage på besøg og at holde møder ude.  
 
Trivselsundersøgelse 2023
På onsdag får vi alle tilsendt spørgeskema til dette års undersøgelse.
MED og AMO håber, at I alle vil afsætte tid til at svare.
 
 
Køleskabe i Korsgade
Arbejdsmarkedsorganisationen i UUK har, i dialog med MED-udvalget, besluttet en ny ”køleskabsorden” for at imødegå, at der glemmes madvarer i køleskabet, som efterfølgende bliver dårlige, og dermed sundhedsskadelige, for alle brugere.
Alle faste brugere får egen ”boks” med navn på, og jer, som jævnligt ”gæster” Korsgade, får de to skuffer i køleskabet i køkkenet på 1. sal til jeres medbragte mad. De to skuffer tømmes hver fredag, hvor indholdet bortskaffes.  
 
Kurser i Forvaltningsret og -lov.
I Kort & Godt uge 6 gjorde jeg opmærksom på BUF’s krav om, at alle medarbejdere, der arbejder med sagsbehandling i bred forstand - hvilket gælder alle os i UUK, skal tage et kursus i forvaltningsret.
Der er forskellige kurser i BUF-akademi, men det er ikke helt klart, hvad de hver især dækker, da indholdsbeskrivelserne ligner hinanden. Jeg følger lige op og ser, om vi kan koble det sammen med vores eget fokus på journalisering.
Så hvis I endnu ikke har tilmeldt jer jura-kursus, så afvent.  
 
Sommerferie
Ja, vinterferien er lige afsluttet, og det betyder, at I, som alle tidligere år, skal ønske sommerferie (inden 28/2 2023), hvis I vil være sikre på, at jeres ønsker kan imødekommes.
 
Så med denne besked om ”kommende ferie”, vil jeg ønske alle en rigtig god weekend.     
 
Mvh
Peter
 
Vi er en lille udvalgt gruppe, der gerne vil bidrage til fællesskabets trivsel og give mulighed for at nye spændende emner kan behandles over frokostbordet.  
Der er i den forbindelse sat fire hylder op på 1. sal i Korsgade. Her vil være skiftende udstillinger, som kommer til at have forskellige temaer. Fælles er dog, at det er alle i UU København, der får mulighed for at bidrage.  
Første tema er ”Pels og Poter i UU”  
 
Alle som ønsker at deltage i kæledyrsudstillingen skal:
  • sende et billede af sit kæledyr til Lotte (zd4t@kk.dk) INDEN den 3 marts. 
  • informere om dyrets navn, og skriv gerne en kort tekst til billedet.
Ønsker man at lave en collage af flere dyr, så er man velkommen til at aflevere sit bidrag i A5 hos Lotte personligt, som vil sørge for at den kommer i ramme.   Der er et begrænset antal rammer til rådighed, og vi fordeler rammerne efter ”først til mølle”.  
Fredag d. 10 marts er der fernisering kl. 14.01 i forbindelse med MED cafén. Her vil udstillingen åbnes og tankerne bag præsenteres.  
 
Med venlig hilsen ”Pels og Poter”-udvalget:
Roxie, Karina K., Annika og Lotte
 

Intern flytning i Korsgade

Flere medarbejdere og ændrede kontorbehov for Sekretariatet og 10/Ung nødvendiggør, at vi rokerer rundt på kontorerne i Korsgade.   Flytningen kommer til at foregå i uge 11, hvorfor berørte medarbejdere i de 2 afdelinger i perioden skal finde alternative arbejdspladser. Det kan enten være på de resterende flexpladser i huset, mødelokaler eller kantinen – at arbejde hjemmefra er selvfølgelig også en mulighed. 
Læs mere
 

Nyt fra debatten

Stine har skrevet et blogindlæg om et stort ønske til Mathias Tesfaye, og Jarl har skrevet et debatindlæg om familiens betydning for de unges uddannelsesvalg. 
Stines blog
Jarls debatindlæg
 

Kalender

 
 
MED-møde
10. marts 2023 kl. 12.00 - 14.00 
 
MED-café
10. marts 2023 kl. 14.01
 
Strik og drik
14. marts 2023 kl. 16.00 - 18.30 - Se invitation
 
UU-møde
28. marts 2023 kl. 13.00 - 16.00
  
MED-møde
28. april 2023 kl. 12.00 - 14.00 
 
MED-café
28. april 2023 kl. 14.01
 
MED-møde
12. maj 2023 kl. 12.00 - 14.00 
 
MED-café
12. maj 2023 kl. 14.01
 
Sommerfest
2. juni 2023 kl. 14.00
 
UU-møde
6. juni 2023 kl. 13.00 - 16.00
 
MED-møde
16. juni. januar 2023 kl. 12.00 - 14.00 
 
MED-café
16. juni 2023 kl. 14.01
 
MED-møde
11. august 2023 kl. 12.00 - 14.00 
 
MED-café
11. august 2023 kl. 14.01
 
UU-møde
26. september 2023 kl. 13.00 - 16.00
 
Julefrokost
1. december kl. 14.00
 
UU-møde
5. december kl. 13.00 - 16.00
Vi hører meget gerne fra dig, hvis du vil dele en information med dine kollegaer via KORT & GODT. Send en mail på uukortoggodt@buf.kk.dk til Gitte og Camilla, hvis du har noget på hjerte. 
Deadline er onsdag klokken 12.
Footer