Kære kollegaer
Godt nytår til jer alle!
Vi har et spændende år for os, hvor afskaffelse af uddannelsesparathedsvurderingen træder i kraft og meget andet skal ske.
Vinter
Og det nye år startede med at vinteren viste sig som vinter. Pas godt på derude, når I cykler rundt!
I skal også være opmærksom på, at vores lejemål ikke får ryddet gården for sne, som en fast service. Arno og Rezkar vil forsøge at følge med, men det er ikke en del af deres faste opgaver, så der vil ikke være ryddet fra morgenstunden – så pas på, når I færdes i gården - der er glat.
EGU-undersøgelse
Noget af det, der skal ske er, at alle UU-vejledere vil modtage eller har modtaget en undersøgelse om EGU. Vi vil nemlig gerne sætte fokus på den uddannelse, som ikke har formået at komme godt ind under FGU – ikke kun i KK, men i hele landet.
Fra Regeringens side er der i forbindelse med den nye aftale om FGU også sat fokus på EGU. Vi vil derfor afdække, hvad vi kan gøre for at få flere unge til at tage en EGU, og det starter bl.a. med den nævnte undersøgelse, som jeg håber, at I alle vil svare på.
”Forkerte tal”
UU-leder Hanne Paustian Tind bekræfter, hvad jeg selv flere gange har nævnt - at der ikke er så mange unge, som står uden for uddannelse og job, som hævdes i forskellige politiske sammenhænge.
Blandt de mange tusind unge politikerne nævner, er der bl.a. en hel del unge, som kun befinder sig i den gruppe i en kortere periode. Jeg synes, at det er vigtigt at få renset ud, så vi kan fokusere på de unge, som virkelig har brug for en indsats.
Endnu et tal
I vil alle på jeres lønseddel kunne se et løntillæg på 0,45%. Det er kompensation for afskaffelsen af Store Bededag.
Slut med papkrus
Vi (AMR og lederteam) har besluttet, at vi begrænser brugen af papkrus, så de kun anvendes til større møder og arrangementer.
Dels er papkrus meget dyre, og vi skal som bekendt være opmærksomme på at bruge vores midler godt og rigtigt. Desuden er det ikke muligt at kompostere dem med den affaldssortering, der er i KK, så de ender i restaffald alligevel.
Arno og Rezkar har sørget for at ”nulstille” krus i forhold til hygiejne og opvask, og vi opfordrer derfor jer alle til at skylle glas og krus grundigt af, når I har brugt dem. Så kan vi alle nemlig have fornøjelsen af at få rene glas og rene krus at drikke af.
Du er selvfølgelig velkommen til at medbringe eget krus og selv holde det vedlige, hvis du foretrækker det.
På billedet kan I se et ”før-krus” og et dejlig rent ”efter-krus” – lad det blive den nye standard!
|