Mission: Vi vejleder og udfordrer unge københavnere til valg af uddannelse.
Vision: Med høj faglighed, samarbejde og gode overgange skaber vi muligheder for, at de unge udvikler deres fulde potentiale.

Uge 41 - 14. oktober 2022

 
Kære kollegaer
 
Så er vi nået til ugen for efterårsferien, og i dag vrimler det med skolebørn, som løber og motionerer - det er meget livsbekræftende – og vi har mulighed for at dyrke kultur hele natten, hvis der er lyst til det.
 
Unges mistrivsel
CeFU har foretaget en meget vigtig, stor og grundig undersøgelse, der er offentliggjort i denne uge.
Resultatet kan komme ikke bag på os, der arbejder med og tæt på unge, og det er godt at resultatet i den grad får offentlighedens og politikernes bevågenhed.
Jeg håber inderligt, at der følger handling bag alle ordene, for det er ikke nogen nem tid, at skulle finde tid og ressourcer, selv til meget vigtige indsatser og investeringer, men det er de unge, og dermed landets fremtid, der er på spil.  Læs mere om undersøgelsen
 
Temperatur
Som tidligere adviseret, så bliver der også justeret på temperaturen i de københavnske bygninger.
Vi har ikke fået nærmere instrukser, men der vil formodentlig være varmeanlæg på skoler og andre adresser, der justeres til at giver mindre varme : 19 grader C.
Det er forståeligt i en tid med knaphed på dyre energiressourcer. Vi må håbe på en mild vinter, og finde det varme tøj frem.  
 
Sociale effektinvesteringer
Charlotte K. og jeg har været til et par interessante møder i denne uge, hvor emnet har være ”effektinvesteringer”.
Det er en ny måde at tilgå indsatser,  som har en effekt på de sociale områder.
Det der ses på, er muligheden for at etablere en (massiv) supplerende indsats til unge i udsatte boligområder.
Selve etableringsfasen er lang, men vi følger det i tæt dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen.
Det vil I få løbende information om.
 
Besøg af politikere m.fl.
Der er nu kommet en vejledning i forhold til besøg af politikere, udenlandske delegationer, presse og royale.
Meget kort, så tager KK gerne mod besøg. Vi skal bare orientere vores nærmeste chef, hvis vi får besøg, og der er særligt fokus på, at besøg ikke må præge håndtering af vores opgaver i særlige retninger.
Så får I en henvendelse om et besøg, så giv endelig besked, så vi kan orientere videre i ”systemet”.  
 
Det var alt for denne gang – tilbage er der at ønske dem af jer, som holder fri i uge 42, en rigtig god ferie.  
 
Mange venlige hilsner  
Peter   
 

Stemmer fra kanten

Kunstner Iris Poparic og vores egen Jarl har i forbindelse med indsatsen "Unge med Kant" fået et indlæg i netavisen Pio. Læs mere om baggrunden, og digtet med de unges egne stemmer. 
Læs digtet
 

Hilsen fra Moe

ÅÅh, kære søde og gode kolleger og venner i UU 😊 Hvor det dog varmede mit hjerte, da der kom en smuk buket blomster fra jer. Det betyder rigtig meget!
Onsdag blev jeg opereret for brystkræft.. heldigvis en lille knude og kun en lymfe fjernet!
Det går fint med at gro sammen og jeg er lidt træt, men så tager jeg en ”farmor” ind imellem! Så jeg er ved godt mod og afventer plan for videre behandlingsforløb i slutningen oktober... Skal i hvert fald have 3 ugers strålebehandling på Riget, og håber at jeg måske i løbet af november stilfærdigt kan vende tilbage... men lige nu er alt uklart. Jeg dog fortrøstningsfuld!
Knus Moe  
 

Nye medarbejdere i 10/UNG 1. november 2022

Tirsdag den 1. november kl. 9.00 byder 10. klasse og Ungeafdelingen velkommen til seks nye kolleger. Hvis du vil hilse på de nye kolleger, kan du lægge vejen forbi Korsgade, hvor vi byder velkommen og får lidt morgenmad.
 
Ataman Ivan Inci som er kandidat i pædagogisk antropologi. Ataman har bl.a. erfaring fra arbejdet med unge på et socialpædagogisk bosted. Atamans faglige passion er at arbejde med mennesker i udsatte positioner.  
 
Leise Berantzino har arbejdet som udskolingslærer og har i en årrække været ansat som vejleder i Furesø Kommune, hvorfra hun har erfaring med kollektiv vejledning, målgruppevurderinger til FGU og indstillinger til STU. Hun har bl.a. fortalt, at hun godt kan lide at være problemknuser, og at hun gerne vil arbejde med opsøgende vejledning.  
 
Mille Refslund vil nogle af jer allerede kende, for hun har været ansat i Ungeafdelingen før, og har de seneste par år været ansat som vejleder i helhedsplanerne. Mille fortæller, at hun har savnet de redskaber en UU-vejleder har, når man arbejder opsøgende i en helhedsplan, og bl.a. derfor glæder hun sig til at komme tilbage. Jeg har fået lov af Mille til at fortælle, at hendes tilbagevenden i første omgang bliver af kort varighed, fordi hun er gravid og skal på barsel allerede omkring 23. november.  
 
Josefine Refstrup er uddannet designteknolog og socialrådgiver, som hun har nogle års erfaring med. Hun har fortalt, at hun godt kan lide at være på farten og gerne vil arbejde opsøgende.  
 
Sarah Marie El-Youssoufi er bachelor i antropologi og kandidat i pædagogik og uddannelsesstudier. Sarah er også i gang med vejlederuddannelsen. Sarah har bl.a. erfaring som vejleder og Ungeguide og har også deltaget i Unge med Kant. Sarah har fortalt, at hun bl.a. glæder sig den faglige sparring med dygtige kolleger.  
 
Trine Aarre har mange års erfaring fra arbejdet med ledige i regi af Jobcenteret (JKU). Deltagelse i diplomuddannelsen til vejleder har inspireret hende til et jobskifte. Trine siger, at hun kan tale med alle unge, og hun glæder sig til at arbejde på en anden måde med de unge, end hun er vant til fra JKU.  
 

Efterårsferie

Som mange andre, holder Kort og Godt efterårsferie i uge 42. Vi vender tilbage med dags-og ugefriske nyheder igen i uge 43. 
 
 

Kalender

 
Inspirationsmøde - To ambassadører fra `En som os´
31. oktober 2022 kl. 13.30 - 15.30 - Se program
 
MED-møde
4. november 2022 kl. 11.30 - 14.00
 
MED-café
4. november 2022 kl. 14.01
 
MED-møde
9. december 2022 kl. 11.30 - 14.00
 
Julefrokost
9. december 2022 kl. 14
 
UU-møde på KVUC
13. december 2022 kl. 13.00 - 16.00
 
Vi hører meget gerne fra dig, hvis du vil dele en information med dine kollegaer via KORT & GODT. Send en mail på uukortoggodt@buf.kk.dk til Gitte og Camilla, hvis du har noget på hjerte. 
Deadline er onsdag klokken 12.
Footer