Kære kollegaer
Dejligt med nogle dage med sol, lys og højt til himlen oven på sidste uge.
FGU Så er der opnået enighed om en ny aftale på dette område. Det centrale i aftalen er formodentlig, at området får flere penge. Det fremhæves især, at tilskuddet ændres, så det bliver billigere for kommunerne at anvende FGU. Det er muligt, at økonomien i nogle kommuner har haft indflydelse på antallet af målgruppevurderede elever, men ikke i vores kommune, så jeg kan være bekymret for, at der nu forventes en stor stigning i antallet af unge københavnere på FGU H. Et af de andre områder, som aftalen har fokus på er, at der skal flere elever på EGU. Det er spændende, for det er et af de emner, som FGU H og kommunerne i vores område havde på dagsordenen, da vi mødtes i mandags. Det med EGU vil vi følge op på, for det er virkelig besynderligt, at der er så stort et fald i den særlige målgruppe. Hvad skete der med den uddannelse, da den gik fra at være kommunal til at blive et spor på FGU? Med aftalen ønsker man, at FGU kan være med til at løse udfordringen med de 43.000 unge uden uddannelse og beskæftigelse, og der er nedsat et Rejsehold, som skal besøge landets FGU-skoler og efterfølgende komme med anbefalinger. Jeg håber inderligt, at fokus flyttes fra økonomi til de unge og deres læring – for det er der brug for!
”Jobdag” på skolerne BIF har fået budgetmidler til en særlig indsats for fritidsjobs til 13 til 14-årige. Som en naturlig del af det, er BUF inddraget, og UU København bliver inddraget - formodentlig i forbindelse med organisering. I næste uge skal jeg til møde med BIF, hvor vi skal aftale opgavefordeling og roller nærmere. Claus og jeg har været til møde i FAC, hvor vi har drøftet, hvad der ønskes fra direktion og chefer. I første omgang skal det starte op i en mindre model og først i skoleår 2024/25, men planlægning skal starte i foråret.
Undersøgelse af sexistisk kultur og adfærd. I fredags havde vi møde i AMO, hvor vi drøftede rapporten, og hvordan vi skal håndtere de tilfælde, der er i UU København, samt hvordan vi kan arbejde forebyggende. Der er jo flere lag i dette. Det er ikke acceptabelt, at kollegaer og borgere har en adfærd, der opleves krænkende, men vi skal også have et arbejdsmiljø med en så stor psykologisk sikkerhed og tryghed, at man som medarbejder og kollega kan sige fra, hvis man oplever sådant. Jeg vil gentage min opfordring til at kontakte en leder, TR/AMO eller kollega, hvis man har oplevet sådant. Alle henvendelser håndteres i fortrolighed og med respekt for alle parter.
Besøg fra Ministeriet Ud over det store opbud af medarbejdere fra BUVM, der afholdt møde med FAC i Korsgade i onsdags, så havde vi besøg af Per Bredholt fra samme sted sidste fredags. Et uformelt møde, hvor vi drøftede den store udfordring, det er med de 43.000 unge uden beskæftigelse og uddannelse – hvem er de, og er der virkelig så mange? Ud over Charlotte og undertegnede deltog Sarah og Hannah fra 10/UNG. Per er meget interesseret i praksis og i, hvordan vi arbejder, hvilket gav god mulighed for at fortælle om arbejdet i Helhedsplaner, taksonomi fra UMK og meget andet. Vi aftalte af holde kontakten ved lige i den kommende tid, hvor lovarbejdet med denne målgruppe skal intensiveres. Det er dejligt, når der ønskes ”praksis ind i beslutningerne” – som en gang var et ledelsesmål/fagligt pejlemærke i BUF.
Med denne forvisning om, at vi arbejder på flere planer for vores mission og vision, vil jeg ønske jer en god weekend.
Mvh,
Peter
|